Polardigte er et poetisk aftryk af Grønland og inuit-folket. Det er en
hyldest til et folk, der gennem årtusinder med usædvanlig
tilpasningsevne har kunnet overleve i en arktisk barsk og ubeboelig
natur. Digtene forsøger at indfange inuit-samfundets levevis og
udfordringer, men er også en skildring af det moderne Grønland, hvor
forhastede reformer sammen med samfundets fordanskning har medført store
sociale problemer.