Under forberedelserne til sin store jubilæumsudstilling mister den
berømte kunstmaler Peter Wihl momentant synet. Begivenheden åbner en
afgrund af angst i den midaldrende mand, og da han samtidigt svigter sin
6-årige datter i en fatal situation, begynder hans virkelighed at slå
revner. En bekendt fra fortiden dukker op med et fristende tilbud om en
vej ud af krisen, og Peter Wihl slår lettet til. Men snart bliver det
klart for ham og hans nærmeste, hvad det er for en pagt han har
indgået... Modellen handler om forholdet mellem liv og kunst og er et
isnende klart portræt af en mand, som er parat til at ofre alt for at
bevare sin skaberevne. "Modellen er en fremragende, tæt og knusende
konsekvent roman, hvor den menneskelige stræben efter storhed udløser
det skæbnesvangre valg, der uundgåeligt må føre til fortællingens
tragiske klimaks." - Sentura "Han overgår de fleste, Lars Saabye
Christensen, med denne bog." - Dagbladet Lars Saabye Christensen (f.
1953) har siden sin debut i 1976 udgivet en lang række digt- og
novellesamlinger, romaner og skuespil. Sit litterære gennembrud fik han
med generationsromanen "Beatles" (1984, da. udgave 1986), som har
klassikerstatus i Norge. Den stort anlagte roman "Halvbroderen" (2001,
da. udgave 2002) vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2002 og er udkommet i
25 lande. Med "Halvbroderen" og "Maskeblomstfamilien" (2003, da. udgave
2004) befæstede Lars Saabye Christensen sin position som en af Norges
største nulevende forfattere.