De dødes Rige var med til at give Henrik Pontoppidan Nobelprisen i 1917.
Det er en stor kollektivroman, hvor de fleste hovedpersoner økonomisk
set befinder sig på livets solside. Forfatteren forstår på en fin måde
at lade dem mødes på forskellig vis, selv om de fleste egentlig ikke har
ret meget med hinanden at gøre. Samlet set giver romanen et fantastisk
kulturhistorisk billede af det danske samfund omkring 1910. Selve bogens
handling er fiktion, men flere af tidens store personligheder har tjent
som model for i alt fald en del af personerne. Nærværende udgave af
bogen holder sig strengt til udgaven fra 1922, men den er redigeret med
nænsom hånd for at hjælpe nutidens læsere. Retskrivningen er
moderniseret, ordstilling og tegnsætning er undertiden ændret en smule,
og så er en lang række gammeldags ord erstattet af nye. Derfor kan denne
bog læses af alle.