Jason var søn af kong Aison af Iolchos. Da Aison af sin halvbroder
Pelias blev stødt fra tronen, blev den unge Jason overladt i den vise
kentaur Cheirons varetægt. Da han blev voksen, begav han sig til
Iolchos, men ved en flod mødte gudinden Hera ham i skikkelse af en
gammel kone. Hun bad ham om at bære sig over den voldsomme flod, men
undervejs over floden tabte han sin ene sko. Det var uheldigt, da
Oraklet i Delphi havde advaret Pelias mod "en der kom med kun én sko".
Da Jason kom til Iolchos for at kræve sin retmæssige trone, befalede
Pelias ham først en farlig og svær opgave for at vise sit værd. Han
skulle hente Det Gyldne Skind fra Ares´ hellige lund i det fjerne
Kolchis. Skindet stammede fra den vædder, der havde fløjet Frixos og
Helle over Hellespont-strædet. Jason og skibsbyggeren Argos byggede det
talende skib Argo. I stævnen var indsat et stykke af Zeus´ eg i Dodone,
og de fremmeste og mest navnkundige mænd i Hellas ønskede at komme med
på det ædle togt. Jason nåede frem til målet og vandt ved Kong Aietes´
datter trolddomskvinden Medeas hjælp adgang til lunden med Det Gyldne
Skind. I lunden hvilede Den Søvnløse Drage, et grufuldt uhyre som Jason
overvandt. Jason havde forinden lovet Medea at tage hende med til
Iolchos som hustru, hvis skindet blev hans - og det skete.
Illustrationer af A. J. Carstens