I 1711 er der pest i København, og hoffet flytter til Koldinghus. Under
en maskerade ser Frederik den 4. for første gang den purunge Anna Sofie,
der er datter af storkansler Conrad Reventlow. Det er kærlighed ved
første blik, men Anna Sofies mor er meget imod forbindelsen og holder
datteren indespærret på familiens gods, Clausholm. Året efter bortfører
Frederik den 4. imidlertid Anna Sofie, udnævner hende til hertuginde af
Slesvig og lader sig vie til hende til venstre hånd. Anna Sofie er
forhadt hos store dele af hoffet, og specielt kronprinsen, den senere
Christian den 4., afskyr hende. Ved dronning Louises død i 1721 gifter
Frederik den 4. sig med Anna Sofie til højre hånd og lader hende krone
til dronning. Hun bliver således den eneste danske dronning af
ikke-fyrstelig herkomst. Forfatteren og journalisten Carl Ewald
(1856-1908) havde en omfangsrig produktion, der strakte sig fra ironiske
artikler i Politiken over debatterende samtidsromaner og historiske
romaner til eventyr. Carl Ewald er også kendt for sin oversættelse af
brødrene Grimms eventyr.